skip to Main Content

Nordsjællandske inspirationer….

Andreas Hansen, KunstAvisen sommer 2011

Klassiske overraskelser

………Helle Crawford arbejder med klassisk skulptur……. (Med) et dybtengagement…formår (hun)  at give …. (den) klassiske genre et nyt overraskende, ofte humoristisk, og moderne tvist. …..Helle Crawford skaber skulpturer, som bliver til i sanselig glæde ved selve skabelsesprocessens dynamik. Crawford har også en imponerende udstillingsrække bag sig.

 

Tom Jørgensen’s “101 Kunstnere 2010”
af Jørn Henrik Olsen, Kunstskribent, tidl. redaktør af Magasinet Kunst
Kunstneren Helle Rask Crawford giver sig hudløst hen i den skabende proces. Det ærlige
udtryk fødes gennem en betagelse af arbejdet med at forme materialet. Kald det et stykke
personlig ansvarlighed, der strutter frem i skønne og manifeste figurationer. En type
dynamiske balanceakter i et konkret formsprog. Kunstneren lægger sig ikke pladask ned for
alt det hippe i kunstlivet. Hendes kontrakt med fremtiden er således uforudsigelig, men
mødet med kunstnerens værker giver meget igen, fordi den ultimative frihed og lystfølelse i
arbejdet prioriteres så markant. I og uden for tidens domæne.
Helle Rask Crawford arbejder indenfor den klassiske skulpturtradition. Og tit er det myterne
og de mytiske figurer, som inspirerer hende, fordi de personificerer menneskelige arketyper
og problemstillinger meget klart. Her er der masser af vitale kræfter og sindsmæssig
kommunikation, der overføres til værkerne og arbejdet med disse. Med patos lånt fra
antikken og vitalismen søger kunstneren en direkte emotionel kommunikation med
betragteren. Skulpturerne er ofte meget realistiske og pågående, men også mere magiske og
drømmende. Hun tilsætter ofte det magisk realistiske udtryk en særlig humoristisk eller
skæv twist.
Konkret arbejder kunstneren gerne efter levende model. Styrede bevægelser danner
ledetråden i modelleringen. En sanselig glæde mærkes strømme ud af fingrene i
bearbejdningen af enhver overflade, men overfladiskheden stikker ikke så dybt. Fascination
af naturens og skønhedens poesi er klangbund for hendes søgende gemyt og temperament.
Dybt sansede indtryk blotlægges i afbildningen af det menneskelige med en nærværende
inderlighed. Det er den mytiske og poetiske tilgang til verden, som Helle Rask Crawford
bærer med sig i arbejdet som billedhugger. På en både klassisk og moderne måde leverer
hun skulpturelle udtryk for et stort anlagt spektrum af menneskelige følelser og spørgsmål.